|
To skøre piger, De godt to et halvt år vi har været sammen, har været ret hektisk. Men det føles som om vi har været sammen altid, vi har passet så godt sammen at det lige så godt kunne have været et sølvbryllup.
De mennesker der lever så langt ude på landet, har bare en evne til at tilpasse sig i alt. Om det er hårdt arbejde på marken, eller en fabrik i Bangkok eller en lang hvid Dansker der pludselig kommer er kun underordnet.
Og det er i hele deres opvækst så selv børnene lever videre i en eller anden ny situation de stilles i. Jeg har set det så tit sidenhen, familier og mennesker deles eller flyttes rundt, og så lever de bare videre med andre vilkår.
Ingen brok eller bøvl, de kører bare på med de muligheder der så opstår. De går stadig i templet, til bryllup eller begravelse, taler stadig med de samme, de er bare havnet et nyt sted.
De to børn Djell har fortsætter med deres liv, nu har de bare en papfar, og så er der nogle andre muligheder.
Underligt for en Dansker at komme så langt ind i Thailand, i en total ukendt landsby, og så bare indgå i familie og bybillede som om ingenting var sket.
De to unger hang på min ryg efter 1 min. som om jeg var et familiemedlem. Jeg tænker ikke at det vil kunne foregå på den måde hjemme i en Dansk familie.
Ved det ikke, jeg har jo ikke prøvet det hjemme.
|
 |