|
Det er noget der starter helt fra de er små, det med at vise deres tilstand. Jeg er så glad for Terath her, hun har det ikke nemt i hverdagen. I hele hendes korte liv har hun været hos mormor og morfar, i et hus ude på marken. Først fra 3 år kan hun komme i skole. Eneste glade punkt i hendes liv er når hun skal hjem til min kone i weekenden.
Jeg henter hende selv nogle gange, og jeg kan bare se at hun står og venter på at motorcyklen kommer op ad markvejen. Hun bliver så glad at jeg frygter hun falder om, hun står og hopper op og ned mens hænderne åbner og lukker sig 10 gange i sekundet. Hun er så glad for at der sker noget. Hun tager sin lille taske og kravler op på motorcyklen. Jeg behøver ikke engang at sige at hun skal holde fast, altså på tillærd Thai, hun klemmer sig fast. Og hun er hyper overstadig når vi 15 km. senere lander i Tagae.
|
 |