|
Døden kommer til os alle, her i en lille landsby langt ude på bøh-landet, er det selvfølgelig lige så naturlig en ting som hjemme i lille Danmark, men alligevel er der, syntes jeg, ret stor forskel. Hele forløbet op til døden er meget anderledes her.
Hjemme i Danmark er det ofte noget med at man bliver sløj eller føler noget, så nogle lægebesøg, nogle undersøgelser, konstatering af en eller anden form for kræft.
Så starter hele cirkusét med behandlingsformer, kemo, operationer, stråler, ud på hospitalet, hjem fra hospitalet. Nye undersøgelser, er der metastaser her og der, kostplaner, hjemmehjælp, videre forløb. Så konstateres at det nu er terminalt, dø på hospitalet? dø hjemme? hospice? Den kære bliver mindre og mindre. Til sidst er det slut. Den man har elsket og holdt af hele livet, fik endelig fred.
Sidste kapitel, bedemand, begraves? brændes? de ukendes? et gravsted? kapellet eller kirken? Kaffe og kage eller en kold øl, endelig løfter stemningen sig. Puh ha, det var en tung omgang.
Her i byen er det få der kommer i noget længere forløb på hospitalet. De får at vide at de er syge, så de skal tage hjem og tage den med ro. Efter nogen tid, dør de selvfølgelig. Familien og alle der kende den døde kommer forbi og sidder lidt og nusser den døde, nogle gange kommer der en munk forbi og siger nogle vers. Dagen efter kommer "Guld-bilen" og henter den døde, hele byen går så foran og bagved bilen og holder en snor, så alle er forbundet.
Oppe på templet, lægges den døde på noget brænde, og munke og familien tænder op. Puff, og så er der noget aske tilbage som familien tager i små flasker.
Der kommer et par billeder lidt længere fremme, måske lidt markabert for os vesterlændinge, men det er altså sådan det foregår.
|
 |