|
Ceremonien begynder, man hælder øl og sodavand op i fade og sætter lys i små bjerge af kogte ris. En mumlen begynder og langsomt stiger lyden til den når uanede højder.
Jeg sniger mig tættere på, og kan stå og undre mig. Jeg kan jo se hvad det betyder for disse mennesker, det er så vigtigt for dem at deltage.
Jeg er helt blank over hvad det er der farer gennem hovederne på dem. På en måde facinerende at se på, men en anden del af mig tænker altså: what the fuck.
Først efter 6 - 7 år hernede begynder jeg at glædes over disse "samlinger" der er så vigtig for disse mennesker.
Som nævnt nogle gange tror jeg jo ikke på en skid, men jeg kan godt facineres af dem der gennem hele livet holder fast ved disse ritualer.
Når de forskellige ritualer er overstået, sidder de jo bare og har en gude-tid. Jeg kan simpelthen fornemme at de er i godt humør X 100.
Og så skal der jo spises og drikkes som altid. De sidder i små klynger og fester, og jeg kaldes hen til alle de så forsamlinger. Her skal jeg lige drikke et glas øl i isterninger. Det lyder af pral, men jeg er altså en VIP person alle steder. Den "gruppe" der får hevet mig hen til lidt druk stiger i agtelse.
Og de har ingen pli, de kommer hen og hiver i mig, jeg skal simpelthen sidde og drikke med den og den familie.
|
 |