|
Terath Yungprakhon, hun har siddet på gulvet i et skur langt ude på markerne i ban chan dom. Der er nul og nix hvor hendes mormor bor. Hun kan gå ud på marken og ind igen, der er intet for hende at lave her.
Jeg hører lige Djell om vi skal ha´ Terath, det skal vi typisk i weekenden. Men det er ikke altid hendes mormor vil af med hende, hvis de skal til en eller anden begivenhed der hvor hun bor. Hvis Djell siger ja, er jeg på motorcyklen med det samme. I en støvsky bremser jeg min "bike" hos Bedstemor, og i et tigerspring sidder Terath på motorcyklen.
Hun klemmer sig fast, bange for at jeg pludselig forsvinder igen. Hun skal hjem hvor det sker noget, hvor der er andre mennesker. Og nu hvor den lange hvide mand er her sker der altid noget ekstra.
Når jeg ser hende hjemme sammen med Jeab og Man U, hvordan hun bare blomstrer op og hvordan hun bare trives. Hun sprinter afsted når vi er kørt til markedet for at handle, de små ben er som trommestikker, og hun får lov til at købe små tøjstykker til 40 bath, hun køber pommes fritz til 20 bath, og en lille bamse til 25 bath og hun er i himmerrige.
Men hun er fanget i det samme som alle andre små. Hendes far og mor er nødt til at arbejde. Og der er ikke noget arbejde her i omegnen, så det er den store magnet Bangkok der trækker.
Jeg ser det, jeg ved det, og der er ikke noget at gøre. Jeg græder når hun skal tilbage til sine bedsteforældre.
Det er et lorteliv mange af de små har herude.
|
 |