|
Det var heldigvis glade dyr, og glæden hos ungerne kender næsten ingen grænser, elefantchaufføren var en supersjov og glad mand. Han drillede børnene og spurgte meget nysgerrigt ind til mig, Danmark og mit liv. Var i det hele taget en engageret person, og ikke bare en der skulle have dagen til at gå.
Han fik da også 100 bath i drikkepenge. (Kald mig bare "flotten-hejmer")
Ham her elskede bare sit job, det var tydeligt. Jeg ved sgu ikke hvorfor, men jeg genkender altså bare simple mennesker der er glade for lidt.
Jeg bliver sgu så glad når jeg møder andre positive mennesker. Jeg syntes jo selv jeg er positiv, og jeg prøver at skabe glæde hvor jeg kommer frem.
Men jeg kan jo se her i Bangkok at der er nogle der bare vil tjene nogle bath, så den daglige rutine har gjort dem humørforladt. Omvendt er alle de mennesker hjemme i landsbyen i superhumør.
De har ingenting, men behøver heller ingenting. Deres mentale tilstand er jo præget af den kendsgerning.
Når jeg lunter alene rundt hjemme i Tagae og Kokh Min, møder jeg ofte Djells familie rundt omkring på markerne.
De kommer hen og hilser, vi snakker lidt selv om ingen forstår hinanden.
Jeg har altid nogle få hundrede bath i lommen, dem får de så, og humøret stiger lynhurtigt. Det betyder intet for mig, men alt for dem. De ved at jeg er rig, men de forventer ikke noget.
Jeg ved jo godt hvad det betyder at de får 2 - 300 bath. Her nede kan man få mange ting for 300 bath.
|
 |