|
Jeg kan blive en smugle misundelig på mennesker der har levet hele livet under (for en Europæer) så vanskelige vilkår, ikke på det liv der er levet, men på den indstilling man får af det.
Jeg får jo selv, når jeg er i Kanyas hus et lille pust af det liv der foregår her.
Hjemme i Danmark er alting bygget op omkring tid, man skal stå op kl. "det", og man møder kl. "det", man har frokost kl. "det", og man skal til frisør kl. "det", får aftensmad kl. "det", man mødes i cafeen kl. "det", og husk lige at ringe til Knud kl. "det". Huske, huske, huske hele tiden.
Her nede på en støvet landevej på grænsen til Cambodia, hvor alle der bor og lever her, er som en stor familie, går der ikke lang til før jeg mangler de der "tidspunkter".
Men efterhånden som man får levet som de "Indfødte" forsvinder tidsfornemmelsen, og jeg mærker bare en lykkeligere tilstand i mig. Ja, jeg ved godt at det nærmest er religiøst, men man skal bare leve her nogle dage, så mærker man tydeligt at det der irriterende "tidspres" forsvinder, og man finder bare en ro i sig.
Amen
|
 |