|
Trist er jeg altid når jeg kommer her. Og det står altid tilbage: Hvorfor.
Jeg gider ikke tro på alle de kloge siger: måske er der en mening med at det skulle ske.
Så fuck det, jeg kan stadig blive pisse sur over at det lige skulle ramme os. Og jeg forstår det stadig ikke. Alt var jo lagt til rette.
Børn, et par med godt og fast arbejde gennem mange år, alderdom forude, En gude alderdom med masser af børnebørn, To gamle mennesker der bare sidder og nyder hinanden med smil på læben,
Et splitsekund og så var alt ødelagt.
|
 |