|
Jeg kan så tydeligt forstå hvordan hun må have det, når hun tænker på de 2 små derhjemme.
Og når de en sjælden gang får fat i en telefon og sender et foto til deres mor langt væk, må det for hende være som at få et los i røven.
Da jeg landede på Samui her for anden gang, var det selvfølgelig med en følelse af at jeg kendte til det hele. Alligevel var jeg nervøs over at skulle rejse rundt med en kvinde jeg ikke kendte, og i en landsdel jeg intet anede om. Så en smule nervøs var jeg vel.
Men den ærlighed og naturlighed disse Thaier besidder, får ret hurtigt glattet min nervøsitet ud.
Jeg ankom på hotellet i Ban Lamai, og 10 min. efter kom Yaya og hendes Chef. Chefen Noi ville jo se hvad det var for en starut der kom, da vi havde talt lidt sammen, var hun åbenbart tilfreds med mine hensigter.
Noi tog hjem, og Yaya og jeg diskuterede planen. Jeg kan ikke lave sådan en rejse her uden at alt er planlagt til mindste detalje, jeg skal ikke stå et sted og ikke kunne overnatte i en ren seng, så jeg havde 30 print af forskellige Hoteller, templer og turist steder i Buriram. Og der var en "plan b" for alt hvad jeg havde printet.
Da jeg fortalte at vores første stop var et hotelresort der hed 4You i Ban khok Sadao. Det var et resort der lige var startet med en Tysk gift dame. jeg havde talt med hende på Tysk, så den skulle være sikker nok.
Yaya sprang op, og råbte: Ban Khok Sadao, Ban Khok Sadao, Jeg nikkede og sagde igen Ban Khok Sadao og tænkte at hun var begejstret over hvor Thai-agtig jeg alligevel kunne tale. Men hun råbte: Sadao my home. Hotellet lå kun 5 km. fra hendes hjem.
Oven på den utrolige tilfældighed, sad hun og fik tårer i øjnene, jeg tænker at det pludselig gik op for hende at hun skulle hjem. Hjem til hendes børn hun ikke havde set i næsten 2 år.
Jeg var bare målløs, hvad?, har du ikke set dine børn i næsten 2 år?? Ufatteligt.
|
 |