|
Det kan jo ikke være arbejde det hele, så er det jo godt at der er nogle naturlige områder her på Samui, som kan give lidt afslappelse.
I det hele tage er Thailand jo et fantastisk land at rejse rundt i, man kan tage nordpå i de bjergrige områder i Chang Mai og Chang Rai. Eller tage over mod Kina i Udon hvor der er en fantastisk natur. Til højre for Bangkok ligger Chaiyaphum, der har man de vildeste blomstermarker. Og længere ude ligger hele det store område der hedder Isan. Kendt i hele Thailand for dejlig musik, speciel dans og smukke piger.
Men tager man til Buriram, der også ligger i Isan, og hvor min kone jo bor, møder man Thailands aller smukkeste piger. Samtidig er det Thailands fattigste område. Folk der bor her har ikke en skid. De er ludfattige. Og når man er her, finder man ud af at ludfattig virkelig er ludfattig.
Landsbyen hvor min kone bor Tagae, i Khok Min er vel nok det mest usle jeg har oplevet. De har ved gud ingenting. Vi, fra vesten begriber ikke at der er så fattige steder, ud over dem der ligger dybt nede i Afrika.
Men her kan man leve for 0 kroner. Og min kone en af dem. Hun bruger ikke 2 bath på noget hun kan finde gratis i skoven eller på marken. Jeg ved sgu ikke om jeg skal grine eller græde. Jeg siger igen og igen: du har altså en rig "falang" du behøver ikke leve af krabber og bambusskud.
Men det er hele kulturen i landsbyen at de tager ud i skoven og finder mad. De samles 20 ældre kvinder i 3 biler, så kører de til skoven og samler alt muligt, de giver 20 bath til dem der har bil, og er der overskud af svampe og bambus, sælger de det til dem der ikke tog med i skoven.
De skal ikke tjene på noget så bare de får de 20 bath som de har givet for bilen er de ok.
|
 |