|
Imens sover ungerne trygt. Men hvad pokker ryger der ikke gennem hovederne på disse unger?
Med alt hvad jeg har i tankerne fra et langt liv i Danmark med koner og børn, kan jeg simpelthen ikke begribe det.
Jeg så efter et par dage med dem at de rummer nøjagtigt det samme som børn i Danmark, lysten til at der skal ske´ noget. Glæden ved noget nyt var måske bare noget større her.
At se dem i øjnene efter at jeg for første gang hev min tablet fra og viste dem et spil. Det var konge at se deres øjne. Deres iver for at komme igang med at spille var guld. De havde aldrig set noget så fantastisk.
Da Djell skulle have Visa til Danmark første gang, var det et renderi fra kontor til kontor i Bangkok, vi slæbte de stakkels unger med rundt, i taxaer Tuk-Tukker og tog. Til sidst da alt var på plads, sad vi på gulvet i udlændingecentret i Bangkok og ventede på Djell, der var inde for at få stemplet sit pas.
Vi sad og spillede "Knives" på tabletten, der var måske 80 mennesker i lokalet, men vi sad altså midt på gulvet og spillede på skift.
Vi skreg af grin når en af os ramte forkert, det er sgu det sjoveste spil. To unger og en lang hvid mand sad midt på gulvet og skreg af grin. Vi havde en gudetid sammen, ænsede ikke omverdenen.
uden vi overhoved havde bemærket det havde der samlet sig en hel flok omkring os. De ville se hvad det var der var så sjovt.
Det var sgu et særligt øjeblik.
|
 |