|
Men de havde selvfølgelig naboens børn, og så kunne de lege et-tag-fat ude på vejen. Og der var jo masser af små sten og kviste rundt omkring de kunne lege med.
Ind i mellem kunne de være heldige at fange en frø eller et firben de kunne pine.
Lige netop den del af lege måtte jeg dog gribe ind i. Når de fangede en frø var det åbenbart sjovt for dem at binde et tjørneblad fast på ryggen af frøen så den hoppede hele tiden.
Da jeg så det, måtte jeg altså bruge opdragelse fra Danmark 1950, jeg tog bladet og satte det fast på armen af drengen.
Han hylede selvfølgelig, men både han og de andre der legede med forstod budskabet. Så de droppede den leg, i hvert fald så længe jeg var i nærheden.
Det tog mig dog alligevel flere dage at indfinde mig i det "møjliv" disse børn havde. Og indse at de åbenbart var godt tilfredse med det.
De var sgu glade, de havde ingenting og var alligevel superglade. Jeg kunne ikke begribe det.
Den puls på under 30 der kører her, kræver tid at vende sig til. Mit hoved og krop kører afsted med 110, og jeg er i noget der kun kører i 30
Men så sker der altså noget meget mærkeligt, efter 4 - 5 dage med pulsen nede på absolut low, finder jeg mig selv.
Det er ligesom at få en "ud af kroppen" oplevelse, (og nej, jeg er ikke på potten) jeg oplever at jeg nyder det. Ja sgu, her hvor alle bare er glade, og der er ingen der skændes eller råber ad hinanden, der er en underlig ubekymret stemning over alt. Jeg falder sgu langsomt til.
|
 |