|
Nå men, Kanya var her jo kun 1 måned, så skulle hun tilbage. Det var tre gange i 2014 vi var sammen, sommer i Thailand, efterår i Danmark og december i Thailand. Nu kunne jeg se ind i 4 måneder hvor vi ikke skulle være sammen.
Langsomt lærer jeg jo systemerne at kende, når jeg skal til Thailand køber jeg bare en billet. Men når Kanya skal til Danmark, er det en helt anden historie.
Først skal jeg lave en Invitation som det hedder, en 5 sider formular, der skal udfyldes med alt muligt, og selvfølgelig skal jeg skrive under på at jeg betaler ALT når hun kommer til landet.
Så skal der også laves en Schengenvisa formular på 6 sider, som hun skal udfylde, med alt muligt. Sammen med en masse kopier af pas og bankbøger hvor der skal stå 40.000 bath, så hun selv kan betale en billet hjem hvis der skulle opstå noget.
Altså ikke nok med at jeg skrev under på at jeg ville betale hendes hjemrejse, så skulle hun også selv have penge til hjemrejsen.
For at gøre det tåbelige endnu mere tåbeligt skulle jeg også lave en såkaldt "Schengenforsikring" der kunne betale for en hjemrejse.
Alle disse papirer koster selvfølgelig en masse penge, og en masse rejseri mellem de forskellige instandser, nemt for mig i København, mindre nemt for Kanya i Thailand, da hun skal til Bangkok et par gange. Ikke ligetil når man bor 500 km. ude i junglen.
Et helleveds arbejde, et renderi og en økonomisk udskrivning. Eneste punkt jeg kan rose, er Ambassaden i både Hellerup og Bangkok. De har været super søde, og hjulpet hvor de kunne.
Jeg skrev en del med ambassaden første gang Kanya skulle herop, og de var meget hjælpsomme.
Dog vil jeg sige, Når vi i Danmark skal til en eller anden offentlig instands er det altid et kontor man kommer ind i, typisk er der en automat med kaffe, og man tager et nummer så man kan komme til efter en time eller to.
I Bangkok er det et hul på 20 X 20 cm. i en port hvor man skal tale med en sur trunte. Det kan sgu ikke være rigtigt i 2023 at skulle tale til et hul i en port.
|
 |